Akademisk Boldklub (AB) og AB Ungdomsforening (ABUF) glæder sig til at byde jer velkommen til endnu en fantastisk udgave af AB CUP, som i år løber af stablen fra fredag den 23. maj til søndag den 25. maj 2025. Vi bygger videre på sidste års store succes, hvor vi havde fornøjelsen af at byde 185 hold velkommen på vores dejlige anlæg på Skovdiget i Bagsværd.
AB CUP er en turnering med stolte traditioner, som gennem mere end 30 år har bragt børn og unge fodboldspillere sammen fra både Danmark og udlandet. Vores turnering er kendt for at samle fodboldglæde, sportslig udvikling og nye venskaber. Her har vi blandt andet haft besøg af hold fra Skandinavien og Europa, og historien fortæller, at en ung Zlatan Ibrahimovic engang tryllede på netop disse baner!
I 2025 ser vi frem til endnu en gang at skabe en uforglemmelig oplevelse for de yngste fodboldentusiaster i aldersgrupperne U6 til U12. Kampene afvikles på vores 7 græsbaner og 2 kunstgræsbaner, og I kan forvente en weekend fyldt med intens og inspirerende fodbold, samt et væld af aktiviteter for både spillere og tilskuere.
Der vil være spisesteder og boder, så hele familien kan nyde en hyggelig dag i godt selskab, både på og uden for banen. AB CUP handler om meget mere end bare fodbold – det er en fejring af fællesskab og fodboldglæde.
Vi glæder os til at se en masse hold til en turnering, hvor vi sammen skaber minder, som børnene kan tage med sig videre.
Med sportslig hilsen, AB Fodbold Forældreforening